Ottos historienoter

Græsk mytologi

Den første skriftlige omtale af de græske guder har man på nogle lertavler fra Mykene fra ca 12-1400 f.kr. Men med Homers digte (ca. 800 f.kr.) etableres hele den græske mytologi som en fast bestanddel af den antikke græske kultur.

Polyteisme

Polyteisme (modsat monoteisme ) var kendetegnende for den græske mytologi.
De mange græske guder repræsenterede naturen i al dens mangfoldighed, og de enkelte guder repræsenterede en eller flere af naturens kræfter. Gudernes rolle var ikke så meget skabelsen af verden, idet guderne selv er skabt, men deres rolle er at opretholde orden og harmoni i verden.

Guderne var udødelige og omnipotente. De kunne kontrollere alle dødelige væsner ( mennesket inklusive) i alle livets forhold: fødsel og død, fremtid og skæbne , relationer etc .

Men de græske guder var ikke fjerne og urørlige. Mennesket kunne kontakte dem, se dem og endda berøre dem. Guderne udgjorde en inkarnationen af det perfekte menneske, som kunne nyde livet og alle aktiviteter uden at opleve de negative konsekvenser som mennesket oplevede. Guderne blev af grækerne set som rollemodeller for menneskelig handlinger og adfærd. Også fysisk var guderne skabt med den perfekte krop - som menneskene så som idealet.

På græsk er der ikke et ord som kan oversættes til religion. Den græske mytologi indeholder ingen fast troslære, en kanon eller overordnet tekst. Fortællingerne om de græske guder er mangfoldige og ofte modstridende, men fælles er at man gennem de fælles helligdomme og ofringer, søger at opretholde harmonien mellem mennesker og guder.

Buste af Homer - den første græske historiefortæller , om hvem man stort set intet ved

Verdens skabelse

Der findes i hos Homer og senere digtere forskellige versioner af hvordan verden blev skabt.

Først var der Kaos - dernæst opstod Gaia (jorden) som føder Uranos (himmel). Gaia og Uranos føder de første guder : Titanerne.

Endvidere de 3 frygtelige sønner med 100 arme og 50 hoveder. Uranos skjuler disse uhyrer i jorden, men i raseri herover hævner Gaia sig , ved at udstyre sønnen Kronos med et kæmpe segl, hvormed han hugger lemmet af sin fader Uranos. Lemmet smides i havet og danner havets skum , hvoraf kærlighedsgudinden Afrodite (den skumfødte) fødes.

Da Kronos hører at han skal blive stødt fra tronen af en af sine egne sønner, begynder han at sluge alle sine børn. Hans kone Rheia følger nu Gaia og Uranos råd om at føde sit næste barn på Kreta, og i stedet for barnet at give Kronos en sten svøbt i et klæde , som han kunne sluge. På Kreta fødes nu Zeus.

Kampen mod Titanerne

Da Zeus vokser op gør han oprør mod sin far - som må gylpe alt det op han har slugt. Det første gylp er stenen , som Zeus nu sætter i Delfi!

Videre følger kampen mellem de Olympiske Guder og Titanerne.

De olympiske guder vinder - bla med hjælp fra de 100 armede uhyrer . Olympens guder vælger Zeus som deres leder.

En af Titanerne Atlas blev senere af Zeus straffet og skulle i al evighed bære Jorden på sine skuldre.

Giganternes kamp

Giganterne var kæmpe monstre som opstod efter Titanernes nederlag. Giganterne kastede rundt med bjerge og floder og havene.

Det lykkedes ved brug af list de græske guder at besejre Giganterne, og herefter herskede de græske guder alene over jorden.

Athene - Athens skytsdudinde og visdommens gudinde

Mennesket skabelse

I tidernes morgen var kun guderne til. Ingen mennesker og ingen dyr.

Guderne skaber nu dyr og mennesker ud af jordens indre. Guderne vælger titanerne Prometheus og Epimetheus til at udruste dem med evner alt efter deres art. Epimetheus bad om at han alene skulle fortage tildelingen af evner, hvilket ikke var klogt da han selv var lidt dum.

Han opdagede først alt for sent at han havde givet alle evner til dyrene, mens menneskene stod tilbage nøgne, med bare fødder, uden pels og våben, på den dag hvor de skulle går frem i lyset.

Prometheus måtte nu handle hurtigt - han brød ind hos Guden Hefaistos og stjal hans smedekunst og ilden, og ligeledes hos Athene stjal han hendes snilde og visdom, og gav disse evner til mennesket.

Mennesket havde nu fået praktisk forstand til at overleve, men endnu vidste de intet om hvordan man danner samfund og lever i sikkerhed. de ofre dog - som det eneste levende væsen - til guderne som tak for livet.

Da gudernes øverste gud, Zeus, hørte om tyverierne blev han rasende, og idømte Prometheus en ulidelig straf.

Han blev forvist til jordens østligste egne og bundet til en stolpe. Hver dag kom en ørn og hakkede hans lever i stykker. Leveren voksende ud igen, men næste dag kom ørnen tilbage og hakkede igen Prometheus til blods.

Zeus straf over Atlas og Prometheus. Atlas bærer jorden på sine skuldre og Prometheus hakkes dagligt til blods af en ørn.

Pandoras æske

Men også mennesket skulle straffes for at have modtaget tyvekosterne. Menneskeheden bestod kun af mænd som levede uden at arbejde og var udødelige.

Zeus skabte nu sygdom, alderdom og død til mennesket , og skabte også den skønne kvinde Pandora - smuk som en gudinde - der skulle føde børn og dermed sikre fortsat liv, men kvinden blev også udstyret en æske som indeholdt alle verdens ulykker, ondskab og løgn, og evnen til at føre mændene i fordærv.

De græske guder

  • Zeus og hans to brødre
  • Poseidon (havets gud) og
  • Hades, underverdenens gud, og deres søstre
  • Hestia, Demeter og Hera (gift med Zeus).
  • Ares, krigsguden
  • Athene, visdommens gudinde
  • Afrodite, elskovsgudinden
  • Artemis, jagtgudinden
  • Apollon, bueskytten
  • Hermes, gudernes sendebud
  • Hefaistos, smedeguden.

Blu og retfærd

I følge filosoffen Platon (427-347 f.kr.) havde mennesket kun modtaget evnen til at overleve , men ikke til at danne samfund og leve i fred og sikkerhed. De dannede godt nok mindre byer og samfund , men tilføjede ustandseligt hinanden ondt og uret.

Zeus vælger derfor at sende Hermes til mennesket med 'blu og retfærd' ( moral og samfundssind).
Hermes spørger Zeus hvordan disse egenskaber skal fordeles og Zeus svarer:

"Del dem ud til alle. Det er nødvendigt at alle har del deri, thi der vil aldrig kunne skabes samfund, hvis kun nogle få har andel i denne kundskab, sådan som det er tilfældet med de faglige kundskaber.. Og derfor skal du fastsætte den lov i mit navn, at den som ikke kan tilegne sig blu og retfærd, han må lide døden som den kræftskade på samfundet han er" ( cit. fra Poul Birk Nielsen - Torv og tempel, s.21)

(1) efter Maria Mavromataki: 'Greek Mythology and religion' (1997)