I 1600 tallet opstår en filosofisk retning i Europa - kendt som naturretsfilosofien - som søger at begrunde og legitimere Enevælden ud fra forestillinger om menneskets natur.
Sekularisering
En vigtig følge af reformationen var sekulariseringen, dvs adskillelsen af den kirkelige og verdslige magt og myndighed.
Dette betød i praksis at verdslige forhold skulle ordnes ud fra ikke-religiøse kriterier, og det religiøse blev et ikke-offentligt men personligt spørgsmål.
Med sekulariseringen fulgte også at det verdslige (ikke evige) blev tillagt en selvstændig egenværdi med den konsekvens,
at det evige liv (hensides) ikke længere var tilværelsens eneste mål.
Sekulariseret naturopfattelse
De naturvidenskabelig opdagelser i 15-1600 tallet medførte et
nyt natursyn i forhold til middelalderen og antikken.
Naturen blev nu opfattet som en mekanisme , som kunne beskrives og erkendes med den menneskelige fornuft og i symbolsprog (matematikken/ geometri).
Den nye opfattelse af naturen sammenfattes i Isaac Newtons (1642-1727) hovedværk "Philosophiae naturalis principia mathematica" ( Naturfilosofiens matematiske principper) fra 1687.
Mens man i antikken havde søgt en guddommelig hensigt i naturen med spørgsmål som :
Hvorfor skete dette eller hint , f.eks. hvorfor regner det?
sv : for at blomsterne kan blomstre.
Dette kaldes også den finalårsagsbegrebet eller hensigtsårsagen.
Nu bliver spørgsmålet istedet:
Hvordan opstår regn (ikke hvad formålet med regnen er).
Væk var den guddommelige mening med naturen og tilbage stod en mekanisk natur, som kunne beskrives og derigennem beherskes.
Den klassiske naturret
De græske filosoffer opfatter naturen som alt det der ligger udenfor mennesket -
alt det som ikke er skabt af eller var en konsekvens af menneskets handlinger.
Hvilke love eller rettigheder kan udledes heraf?
Grundlæggende i det antikke natursyn var tanken om at universet eller kosmos,
var underlagt en orden hvori alt havde en plads samt en mening eller hensigt.
For mennesket gjaldt det derfor om, at man skulle leve i overensstemmelse med naturen, dvs at finde sin plads i samfundet.
Da mennesket opfattes som et socialt væsen, bliver samfundet opgave at indrette samfundet således at det gode liv kunne realiseres her.
Det gode liv var først og fremmest bestemt som sociale dyder; som moral og retfærdighed.
Lovmæssigheder for mennesket?
Begrebet naturretten er vanskeligt - men skal forstås som en ret der gælder for alle - uafhængig af religiøse anskuelser,
og som bunder i menneskets natur.
Naturretten går også forud for den positive ret ( dvs. den menneske skabte lov og ret), og denne må netop basere sig på naturretten.
Naturvidenskaben kunne ud fra sine studier af naturen udlede love om naturens indretning og funktion.
Kunne sådanne love også udledes om mennesket og de menneskelige samfunds indretning - ud fra en bestemmelse af menneskets natur?
Mennesket natur?
Spørgsmålet er så: hvad er menneskes natur? Er mennesket et socialt væsen eller et egoistisk dyr?
Naturretsfilosofferne var uenige om følgende spørgsmål:
- Naturtilstanden:
Ufred og krig eller Frihed ?
- Samfundspagtens indhold:
Evig eller Opsigelig (oprørsretten)?
- Suveræniteten:
hos Fyrsten eller folket ?
Naturtilstanden
Hobbes antager - i modsætning til den klassiske forståelse - at mennesket ikke er et socialt væsen, tværtimod er alle mennesker grundlæggende set hinandens fjender.
Naturretten formulerer Hobbes derfor som
"den frihed ethvert menneske har til at bruge sin magt,
som han vil for at opretholde sin egen natur, det vil sige sit eget liv".
Egoismen og selvopholdelsesdriften er således det egentlige i menneskets natur.
Hobbes opstiller herefter en ide eller forestilling om en naturtilstand forud for samfundstilstanden.
Denne naturtilstand - hvor alle mennesker er frie og følger deres drifter og deres ret, vil imidlertid udvikle sig til en alles krig mod alle.
Samfundstilstanden
Mennesket vil nu - som følge af deres sunde fornuft - søge at forlade denne naturtilstand , og i stedet søge at organisere sig i samfund.
I samfundet afløses naturtilstanden af retstilstanden i staten.
Fælles for naturretsfilosofferne var at de forestiller sig at mennesket i fjerne tider har indgået en samfundskontrakt eller herskerpagt, mellem folket og en hersker,
hvorved samfundet / statsmagten er opstået.
Herskerpagten betød at mennesket gav afkald på sin fulde suverænitet (frihed) mod til gengæld at opnå herskerens beskyttelse.
Ved at alle afstår en del af deres suverænitet (frihed) til en suveræn / hersker / fyrste, kan mennesket leve i fred og sikkerhed med andre mennesker.
Oprørsretten?
Spørgsmålet som skilte naturretsfilosofferne var dog det nærmere indhold i denne samfunds- eller herskerpagt.
Havde folket således opgivet deres suverænitet for altid eller var den blot delvist overgivet til herskeren? Kunne herskeren miste suveræniteten - dvs. kunne herskeren afsættes?
Hobbes mente NEJ - fyrstens magt var betingelsesløs, og kunne ikke antastes.
