Mellemøsten & Israel-Palæstina konflikten

Osmannerriget - 1299-1920

• 1299 - Osman d.1 grundlægger Osmannerriget - osmannerne var et tyrkisk folk som kom fra de centralasiatiske stepper Osmannerne var suni-muslimer - og religiøst ledet af Kaliffen
• 1389 - osmannerne besejrer Serberne i slaget ved Kosovo sletten
• 1453 - Osmannernerne erobrer det Østromerske Riges hovedstad Konstantinopel (Istanbul) -> I de følgende århundreder erobrer osmannerne Balkan halvøen, Mellemøsten og Nordafrika
• 1517 - mamlukkernes stat i Egypten besejres
• 1526 - Ungarn indlemmes - belejring af Wien opgives
• 1683 - endnu en belejring af Wien - herefter mister Osmannerne gradvist herredømmet på Balkan . Herefter skrumper riget langsomt ind
• 1800-1814 - Napoleons krigene - mister kontrol med Egypten
• I løbet af 1800 tallet vokser løsrivelsesbevægelser indenfor Osmannerriget (= nationalisme)
• 1821 - den grænske friheds krig -> Kongeriget Grækenland 1829
• 1833 - Syrien afstås , samt Algeriet , Tunesien -> Frankrig
• 1912-13 - Balkan krigene - mistes de sidste besiddelser på Balkan
• 1914-18 - Osmannerne er allieret med Tyskland i 1. verdenskrig

Stormagtsaftalerne under 1. verdenskrig

• 1915-16 Hussein-McMahon aftalerne.
  Efter brevveksling mellem den arabiske leder Hussein af Mekka og den engelske højkommissær i Egypten, McMahon, indleder Hussein et felttog mod de tyrkiske tropper i Palæstina, mod til gengæld at blive anerkendt som leder af et samlet Storarabisk rige efter krigen. Det sidste sker dog ikke.
• 1916 Sykes-Picot aftalen; Frankrig og England indgår hemmelig aftale om en deling af Mellemøsten i fransk- engelske interessesfærer. Se kort
• 1917 Balfour deklarationen Den engelske udenrigsminister Balfour giver i brev til zionisterne udtryk for at England ser positivt på oprettelsen af et 'jødisk nationalt hjemsted' i Palæstina.

Find på kortet konturerne til de i dag eksisterende stater i området.

Mandattiden 1920-48

Efter fredsaftalerne 1919 besluttes det at Palæstina området skal styres af en international myndighed (Folkeforbundet), som herefter giver England mandat til at stå for den praktiske administration af området.

Jødisk indvandring - opkøb af jord og oprettelse af jødiske Kibbutzer, fører gennem mellemkrigstiden til stigende konflikter mellem palæstinenserne - englænderne og de indvandrende jøder.

1936 - Den Arabiske Højkomité dannes af Stormuftien Haj Amin el Husseini - organiserer terroraktioner mod englændere og jøder. Haj amin fordrives af englænderne i 1937.

1939 - Rundbordssamtaler i London -> engelske Hvidbog begrænser den jødiske indvandring til 15.000 årligt

FN’s delingsplan nov 1947 –

hvorefter den jødiske stat får de berømte ’hvepsetaljer’. Den sydlige del af området mangler på kortet.

Baggrunden er at England i 1947 meddeler FN at man ikke længere ønsker at opretholde sin Mandatmagt i Palæstina - og derfor vil forlade området et halvt år senere - d. 14. maj 1948.

I flg. delingsplanen tildeles jøderne, som udgjorde ca 33% af befolkningen, 56 % af Palæstinas areal, mens de resterende 44% af arealet skulle udgøre den Palæstinensiske stat.

Zionisterne godkender delingsplanen, mens de arabiske lande ( som jo endnu er talsmænd for Palæstinenserne) afviser delingsplanen.

Da de sidste britiske tropper forlader Palæstina d. 14 maj 1948 , udråber Zionisterne 'Staten Israel' med vedtagelsen af Uafhængighedserklæringen ( se Kilde)

Uafhængighedskrigen 1948

Dagen efter Israels oprettelse angriber de arabiske hære ( Den Arabiske Liga) Israel.

Under krigen flygter over 750.000 palæstinensere ( svarende til ca 70% af palæstinenserne) fra krigszonen.

Under krigen besætter Jorden området vest for Jordanfloden (=Vestbredden)

Siden 1948 har der stået strid om følgende spørgsmål:

blev palæstinenserne fordrevet af Jøderne eller valgte de selv at flygte / forlade området ? Hvorfor er dette spørgsmål egentlig så vigtigt?

Kortet viser befolkningsbevægelserne i årene 1948 - 51.

Hvad er her karakteristisk ?

Hvordan har Israels grænser ændret sig i forhold til de grænser som FN havde foreslået året før?

6-dages krigen 1967

Af alle de Israelske - arabiske krige siden 1948 blev Seks dages krigen i juni 1967 den vigtigste.

Militært set var den Israelske sejr overvældende og det arabiske nederlag knusende. ->
Nasser og den Panarabiske socialisme lider et svidende nederlag

Kortet viser de områder som Israel besætter efter 1967 - hvilke lande tilhører de besatte områder?

Israels status ændres fra at være den lille stat der kæmpede mod overmagten til nu at optræde som militær stormagt og besættelsesmagt i Mellemøsten.

Det arabiske nederlag gjorde det samtidigt klart for Palæstinenserne at den nationale befrielse ikke kunne leveres af arabstaterne, men at Palæstinenserne måtte tage sagen i egen hånd ( = PLO). se også kort over Jerusalem

Vestbredden og Gaza

Siden 1970'erne har Israel opført jødiske bosættelser i de besatte områder Vestbredden og Gaza.

Oprindeligt var bosættelserne et led i en zionistisk plan om skabelsen af et Stor-Israel. Blandt bosætterne findes mange fundamentalistiske zionister, som ser sig selv som befriere og vogtere af Helligt jødisk land.

Spørgsmålet om disse jødiske bosættelsers fortsatte eksistens er en anden af stridspunkterne i fredsprocessen.

Intifadaen 1987-93

Under PLO's eksil i Tunis bryder en opstand ud i de besatte områder i 1987.

Palæstinensiske børn og unge angriber israelske kontrolposter i de besatte områder - Gaza og Vestbredden. Målet var israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder.

Den israelske hærs fremfærd overfor stenkastende børn, fører til voksende international fordømmelse af Israels besættelsespolitik.

Fredsprocessen - Oslo aftalerne 1993

Baggrund: Intifadaen, Golfkrigen 1990-91, samt PLO's svækkelse under intifadaen.

Israel og PLO anerkender gensidigt hinanden, og indgår en principaftale om rammerne for fred.

De hårde nødder vedr. Jerusalems status, de jødiske bosættelser, de palæstinensiske flygtninge og det palæstinensiske selvstyres grænser skulle først fastlægges i senere forhandlinger. Endnu i dag (2007) er man ikke nået til nogen enighed om disse spørgsmål.

Gaza-jeriko aftalen 1994

Oprettelsen af den palæstinensiske Selvstyremyndighed.

Efter en 5-årig overgangsperiode, skulle de øvrige spørgsmål afklares , således at en Palæstinensisk stat kunne oprettes senest 4. maj 1999.

Israel overholder ikke tidsplanen mht tilbagetrækning fra de besatte områder.

Camp-David juli 2000

topmøde mellem Bill Clinton, Barak og Arafat. Forhandlingerne bryder sammen, bl.a. på spørgsmålet om Jerusalems fremtid.

Barak indstillet på kompromis, men Arafat krævede fuld suverænitet over Østjerusalem, herunder Klippemoskeen på tempelbjerget.

Al Aqsa intifadaen 2000

Ariel Sharon besøg på tempelbjerget d. 28. sept 2000- muslimernes Al Aqsa moske udløser et fornyet oprør fra palæstinenserne i de besatte områder.

Talløse selvmordsaktioner udføres af Hamas og Islamisk Jihad imod civile jødiske mål.

Oprøret er bl.a. baggrund for Sharon valgsejr i 2001 - hvor han lover israelerne fred og sikkerhed.

Efter 9/11 2001 fremstiller Israels leder Ariel Sharon kampen mod palæstinensiske terrorister som en del af den amerikanske 'Krig mod Terror' Fredsprocessen går i stå.

2002 påbegynder Sharon regeringen opførslen af den såkaldte 'sikkerhedsmur' mellem Israel og Vestbredden, kendt blandt palæstinensere som ‘Apartheid-muren’ .

Muren er flyttet øst for den gamle 1967-grænse (kendt som 'Den Grønne Linje') og har således beslaglagt yderligere palæstinensisk jord og ejendomme.

Israels begrundelse for muren er de fortsatte selvmordsbomber fra Hamas m.fl og de palæstinensiske myndigheders manglende evne til at stoppe terroren.

2004 nov. Arafat dør -> Ny præsident for det palæstinensiske selvstyre bliver: Mahmoud Abbas

aug 2005 Sharon nedlægger 21 jødiske bosættelser ( 9000 bosættere) i Gaza

2006 - jan Valg til Palæstinensisk parlament: Den islamiske bevægelse Hamas vinder 74 af parlamentets 132 pladser , mens Fatha kun får 45 mandater. -> samlingsregering af Hamas og Fatha.

2007 Hamas gennemfører en voldelig overtagelse af kontrollen med Gaza -> samlingsregeringen opløses

2011 - maj Hamas og Fatha bevægelsen meddeler at man indgår alliance under parolen Palæstinensisk enhed