I 5-600 tallet f.Kr. begynder en række græske tænkere at stille nye spørgsmål om naturen og livets fænomener.

Vi kalder disse tænkere for naturfilosofferne, fordi de forlader de traditionelle religiøse forklaringer på den fysiske verdens indretning, og søger i stedet rationelle, naturlige og logiske forklaringer på spørgsmål som:

• Hvordan kunne det gå til at naturen hele tiden gennemgik forandring ?
• Hvad var det værende / det virkeligt eller evigt eksisterende bag disse ydre forandringer ?
• Hvordan kan mennesket erkende / forstå naturen og verden : med sanserne eller fornuften ?

Thales (f. 620'erne f.kr.)

Thales regnes for den første af de græske filosoffer som forlod de religiøse forklaringer på verdens fænomener.

I stedet for mytiske / religiøse forklaringer, søgte Thales efter at forstå verden ud fra observationer / erfaringer, og at opstille almene hypoteser og teorier til at forklare naturens verden. (forløber for moderne videnskab)

Som mange andre på sin tid, mente han at verden måtte være en enhed af et eller flere stoffer.

For Thales var det grundlæggende stof som alting var opbygget af: Vand!

Anaximenes (f. 585 f.Kr.)

I modsætning til Thales mente Anaximenes at verdens urstof var luft. Luft var inden i os og omsluttede alt udenom os. Han sagde således:

"Ligesom vores sjæl, som består af luft, holder os sammen, ligeså omslutter vejrtrækning og luft hele verden"

Parmenides (ca. 540-480 f.kr.)

Nægtede at tro sine egne sanser.

Sanserne sagde ham:
at alting i naturen hele tiden er under forandring,

Men hans fornuft sagde ham
”at intet kan opstå af intet”

Så måtte alt som er, altid have været og eksisteret evigt.

Han valgte at tror på sin fornuft, trods det at sanserne fortalte ham det modsatte.

Heraklit (ca. 540-480 f.kr.)

Kom til den modsatte konklusion.

Han mente, at netop forandringerne er det grundlæggende ved naturen , og udtrykte det med ordene:

”alting flyder, alt er i bevægelse og intet varer evigt”.

”man kan ikke bade i den samme flod to gange”.

Heraklit vælger at tro på sanseindtrykkene og ser en verden bestående af modsætninger:
nat-dag, vinter-sommer, krig-fred, godt-ondt osv. som afbalancerede hinanden.

Det styrende princip af modsætninger mente Heraklit var fornuften, logos.

Empedokles (490 – 430 f.Kr)

Empedokles mente at forandringerne i verden kunne forklares ved forskellige blandinger af 4 urstoffer / grundstoffer; vand, jord, ild og luft. (elementlæren)

Når de fire elementer blandes sammen opstår liv - og når de adskilles kaldes det død.

Altså - intet kommer af intet , og intet kan forsvinde.

Det styrende princip eller kraft i universet så Empedokles i modsætningerne, hvor kærlighed samlede og strid opløste.

Skelnen mellem stof (grundstoffer) og kræfter (naturlove)

Moderne kemi ...? ja, men på et rent spekulativt plan (ikke erfaringsbaseret)

Demokrit (460-370 f.Kr.)

Enig med forgængerne om at 'noget ikke kan blive til noget andet'

Der må være noget bag naturens forandringer som er evigt og uforanderligt, for "intet kan opstå af intet" (Parmenides).

Demokrit mente at alting var opbygget af små usynlige byggesten - som han kaldte 'atomer' (det udelelige )

Atomerne var forskellige og kunne sammenknyttes / kombineres til alle verdens frembringelser

Når et dyr eller plante døde ville atomerne spredes og indgå i nye legemer / organismer.

Demokrit afviste at der skulle være en 'ånd' eller 'kraft' bag naturen - han var således 'materialist' Naturen var ikke styret af 'hesigter' / formål , men alene af mekaniske kræfter (= naturlove)

Punktum for naturfilosofien :
Alting flyder (Heraklit), men bag forandringer findes det evige / uforanderlige : atomerne

Athen blev i 400 tallet f.Kr. et kulturelt centrum i Middelhavs verdenen. Hertil strømmede filosoffer og lærde fra de græske kolonier . De kaldte sig 'sofister' - hvilket betyder en lærd eller sagkyndig person. Sofisterne levede af at undervise byens borgere.

Sofisterne var skeptiske overfor naturfilosoffernes forsøg på, at forstår naturens væsen og den menneskelige erkendelses rækkevide.

Sofisterne kaldes derfor også for skeptikkerne - i følge dem var der ikke eviggyldige eller absolutte sandheder.

Sandheden er derimod relativ - dvs. betinget af det enkelte mennekse og af tid og sted.

Protagoras (481 - 411 f.Kr.)

Protagoras mente, at verden kun kan forstås i relation til mennesket (filosofisk relativisme), og udtrykte det i ordene:

”Mennesket er altings målestok",

Der eksisterer ikke absolutte / universielle sandheder – sandheden er det som vi ressonerer os frem til. Hvad der er godt og ondt, beror på det enkelte menneskes opfattelse heraf og er således relativt i tid & rum

Lærdom / undervisning og talekunsten (retorikken) som de vigtigste midler til at fremme egne formål, såvel privat som offentligt (= kunsten at leve)

=> forestillingen om mennesket som sin egen herre (ikke underlagt nogen guddommelig autoritet)

Orficismen

Ideen om menneskets dobbelthed ; krop og sjæl eller stof og ånd.

Kroppen er forgængelig - men sjælen lever evigt.

Det virkelig liv - er ikke kroppens liv på jorden, men sjælens evige liv i det hensidige. Sjælen hører ikke hjemme i denne verden, kroppen er kun sjælens fængsel - ikke dens egentlige hjemsted.

Det legemelige er at det onde - sjælen af det gode. =>

En ny etik / livsform hvor legemet / kroppen / det verdslige kun er midlertidigt og af det onde - så må man gennem forbud / straf / opdragelse tage afstand fra det.

Sokrates (469- 399 f.Kr.

Kendes kun gennem hans elev Platon, ifølge hvem Sokrates vandrede rundt i Athens gader og diskuterede filosofi og moral med sine elever.

Sokrates stillede spørgsmål som:

Hvad er retfærdighed? Hvad er sandheden?

men giver ikke selv nogen svar!

Svarene kunne mennesket selv finde gennem anvendelse af deres fornuft, oplysning og debat. ("Kend dig selv")

Sokraters filosofi kan betegnes en moralfilosofi - modsat naturfilosofferne (sofisterne) søger Sokrates ikke at forklare verden.

I modsætning til sofisterne mente Sokrates, at retfærdighed, godhed og sandhed var absolutte begreber.

Sokrates bliver dømt til døden af Folkedomstolen i Athen , for at fornægte guderne og lede ungdommen i fordærv med al sin snak om selv at tænke, bruge sin fornuft og 'kende sig selv' .

Sokrates var kritisk overfor demokratiet i Athen.

Platon (427 - 347 f.Kr.)

Der findes 27 bevarede skriftlige værker fra Platon - som hermed er den bedst overleverede forfatter fra Antikken.

Hovedpersonen i mange af Platons værker er Sokrates som gennem dialoger med andre historiske eller fiktive personer behandler forskellige filosofiske spørgsmål.

Udgangspunktet er som regel at Sokrates virker uvidende , men videbegærlig og gennem spørgsmål på spørgsmål udvikler dialogen sig , ofte langt væk fra det oprindelige emne / spørgsmål. Platon søger i sit forfatterskab at forstå virkeligheden i al dens mangfoldighed.

Mest kent er hans 'Idelære' om at der bag alle verdens forgængelige og mangfoldige fænomener findes nogle evige og uforanderlige ideer.

Virkelighedens dobbelthed :
Fænomenerne opfattes med sanserne - mens ideer kun kan forstås med sjælens øje : fornuften.

Illustration af hulelignelsen

I værket 'Staten' beskriver Platon sin ideal stat - han var kritikker af demokratiet, og så helst en stat som var styret af filosofferne.

Aristoteles (384 - 322 f.Kr)

Som 17 årig blev han elev hos Platon på Akademiet i Athen.

Bliver efterfølgende selv lærer for Alexander D. Store i Makadonien.

Aristoteles opfatter Platons idelære som tom tale og poetiske metaforer

Fænomenernes verden ( som kan sanses) er den virkelige verden

Denne verdens kan beskrives og begrebsliggøres -> En videnskabelig / systematisk beskrivelse af verden i døde og levende ting og forskellige underkategorier

Tingene har en dobbeltkarakter af ‘form’ og ‘potens’ / potentiale => hvilket er baggrunden for verdens foranderlighed

f.eks : frøet indeholder potentiale -> blomst,
leret -> mursten,
mennesket -> dannet / klog / guddommelig

Kynikerne

Virkelig lykke består ikke i ydre materielle ting , luksus eller politisk magt og godt helbred, men i at gøre sig uafhængig af den slags materiale forhold.

f.eks Diogenes: boede i en tønde og ejede kun en kappe , en stok og en pose brød.
Får besøg af Alexander d. store som spørger: hvad ønsker han sig?
Diogenes svarer: "at du vil flytte dig – du skygger for solen".

Ordet kynisme betyder noget andet i dag – nemlig at være ufølsom overfor andres lidelse. Græsk ’Kyon’ betyder hund – kynisterne levede spartansk som hunde.

Stoikerne

Athen ca. 300 f.kr - Grundlagt af Zenon som samlede sine tilhængere i en søjlegang (stoa)

Som Heraklit mente stoikerne at alle mennesker havde del i samme verdensfornuft – eller ’logos’

Ethvert menneske er et miniature / mikrokosmos af ’makrokosmos’ ==> frestillingen om en ’naturret’ dvs en almengyldig ret baseret på menneskets universets tidsløse fornuft .

Naturretten gælder for alle – incl. Slaverne

Afviser modsætningen mellem ånd og stof - der findes kun én natur (monisme) i modsætning til Platons dualisme
Alle naturprocesser – også sygdom og død , følger naturens love – og skal mennesket være lykkeligt må det lære at forsone sig med sin skæbne. Understreger det almen menneskelige – det menneskelige fællesskab

Cicero (106-43 f.kr) skaber begrebet ’humanisme’ – dvs en livsholdning som sætter det enkelte menneske i centrum

I dag – stoisk ro , når et menneske ikke lader sig rive med at sine følelser . Fælles for Kynikerne og stoikerne – menneskelig lykke nås ved at frigøre sig fra materiel luksus, og udholde livets smertelige tilskikkelser.

Epikuræerne

Epikur ( ca. 300 f.kr) : det højeste gode er lysten !
Resultatet af en lystbetonet handling må dog altid opvejes meod konsekvenserne ( f.eks at spise for meget chokolade)
Lyst og livsnydelse er også venskaber , kunst de græske idealer om beherskelse , mådehold og sindsro.

Døden angår os ikke siger Epikur. Så længe vi eksisterer er døden her ikke , og når døden kommer så er vi ikke længere. ( ingen har f.eks været plaget af at være død !)

Efter Epikur udvikler hans lære sig til egentlig ’nydelsessyge’. I dag – kaldes en levemand en ’epikuræer’

Senantikken ( 50 f.kr – 400 e.kr)

Rom dominerer – romersk kultur og sprog overtager den græske ditto Husk – at rom havde selv i årh været under græsk indflydelse. Senantikkens mest markante filosofiske lære er inspireret af Platons idelære.

Plotin (270-205 f.kr)

og nyplatonismen

Bringer en frelserlære til Rom - bliver konkurrent til den senere kristendom

Plotin mener at verden spænder mellem to poler :

Det guddommelige lys ( Det Ene eller Gud ) contra det absolutte mørke hvor det guddommelige lys ikke når hen

Sjælen er bestrålet af lyset fra Det Ene , mens stoffet er det mørke – egentlig uden eksistens

Lignelsen om bålet :

Virkeligheden er et bål – det der brænder er Gud , mørket udenfor er det kolde stof som mennekser og dyr er lavet af. Nærmest Gud er de evige ideer – alle skabningers urformer

Menneskets sjæl er en gnist fra dette bål – men overalt i naturen skinner noget af det guddommelige lys – det ses i alle levende væsner
Længst borte fra den levende Gud er jord vand og sten.
Allernærmest gud er den menneskelige sjæl – som i sjældne øjeblikke kan opleve at vi selv er en del af dette guddommelige mysterium !

Sammensmeltning med Gud / verdensaltet = mytisk oplevelse !