Historisk metode & kildekritik

Historisk analyse

Når vi arbejder med et historisk emne er der almindeligvis tre basale spørgsmål vi vil søge at få belyst:

1. Hvad skete der, hvornår skete det og hvem var de primære aktørere?
2. Hvad var baggrunden for begivenhederne, hvilke årsager kan der ligger bag begivenheden, hvilke interesser havde aktørerne til at handle som de gjorde?
3. Hvad blev konsekvenserne af det pågældende begivenhed, hvordan har man i eftertiden vurderet konsekvenserne af begivenheden?

Taksonomi

Den historiske analyse vil oftes følge en simpel taksanomi. De taksonomiske niveauer betegner forskellige niveauer som en tekst / et emne kan behandles på. Vi skelner mellem:

1) at beskrive / redegøre 2) at analyse / forklare 3) at vurdere / perspektivere

Oversat til arbejdet med historiske emner indebærer dette følgende:

• at beskrive...

  I kronologisk orden at beskrive: hvad sker der - hvilke begivenheder, fænomener og personer som optræder i det historiske forløb.

• at analysere...

  Hvorfor finder begivenhederne sted - hvilke forklaringer gives der på de historiske begivenheder / fænomener. Hvilke forhold: økonomisk , politisk eller ideologiske anvendes som forklarings model. ( vedr. historiesynet / politisk holdninger mv)

• at vurdere / perspektivere...

  Vurderingen handler om hvilke konsekvenser / følger som de historiske begivenheder tillægges .

Historie - adskillelse i tid og rum!

Historiefagets store udfordring er, at det vi beskæftiger os med, den fortidige historiske begivenhed, er adskilt fra vores egen tid , og ofte også adskilt i rum, dvs. at begivenheden har fundet sted i andre lande, kulturer etc .

Det eneste der forbinder os til den historiske begivenhed, er de historiske kilder, eller andres tolkning og anvendelse af de historiske kilder. Dette kan illustreres i nedenstående figur. Det følger heraf at vores kollektive erindring om menneskets historie og vores forståelse af heraf vil afspejle hvilke kilder vi har til rådighed, men også hvordan disse kilder tolkes og anvendes. Ofte vil vi ikke have direkte adgang til kilderne, men alene basere vores historiske viden på andres anvendelse og tolkning af kilderne.

Det er klart at kildekritikken her bliver et centralt værktøj i arbejdet med fortidens begivenheder - historien. Kildekritikken handler om at kunne vurdere troværdighed, udsagnskraft og tendenser i de kilder vi anvender.

Det gælder hvad enten vi arbejder direkte med de historiske kilde eller med andres bearbejdelse heraf ( f.eks historiebogen)

Historiske levn

Historiske kilder kan være alt hvad fortiden har efterladt sig. Det kan være en køkkenmøding fra stenalderen, en flintøkse og en runesten. Bygninger, redskaber, brugsgenstande, billeder og tekster er alt sammen levn eller efterladenskaber fra fortiden og kan derfor anvendes i den historiske beskrivelse af fortiden.

Alle kilder som kan bruges til at 'genskabe' eller vise os dele af fortiden er således levn. De er skabt af fortidens mennesker og har overlevet tidens gang og kan i dag ses som konkrete beviser på handlinger og begivenheder i fortiden.

Historikerne vil dog oftest foretrække skriftlige kilder frem for 'stumme' kilder som f.eks. redskaber, bygninger m.v.

Dette skyldes ikke mindst, at det kun er gennem de skriftlige kilder, at vi har en mulighed for direkte at 'høre' hvordan man i samtiden opfattede en given situation eller hvordan mennesket opfattede sig selv og omverdenen.

De skriftlige kilder omfatter alle former for efterladte skrifter, som f.eks. breve, dagbøger, retsdokumenter, love, avisartikler, læserbreve, internetsider og andre historikeres fremstillinger.

De skriftlige kilder kan derfor læses som en direkte beretning fra fortiden til eftertiden.

Af samme grund er begrebet 'historisk tid' afgrænset til den periode hvorfra man har skriftlige kilder, mens tiden før de skriftlige kilder kaldes for oldtiden eller forhistorisk tid.

Levn og beretning

Alle historiske kilder kan betragtes som 'levn' eller efterladensskaber fra fortiden. Det gælder såvel de skriftlige som ikke skriftlige kilder, idet de alle er en del af en fortidig virkelighed. Fund af våben og redskaber, bygninger og brugsgenstande m.v. kan alle hjælpe med til, at give os et billede af hvordan man levede, arbejdede og boede i fortiden.

Også de skriftlige kilder kan betragtes som levn. De kan fortælle os om sprogets udvikling, skriveredskaber og kommunikationsmidler.

Men det er når vi bruger de skriftlige kilder som beretning, at fortiden direkte taler til os. En skriftlig kilde, hvad enten det er indskriften på runestenen, gamle lovtekster eller andre officielle dokumenter, dagbogsoptegnelser eller breve, så er der et levende menneske bag, som taler til os fra fortiden.

Man kan imidlertid ikke opdele de historiske kilder i levn og beretningner.

Spørgsmålet om LEVN eller BERETNING handler alene om hvordan vi bruger kilderne. Altså hvilke spørgsmål vi søger svar på i kilden.

En propagandaplakat fra Hitlers Tyskland eller Maos Kina er således begge levn, og dermed en del af en fortidig virkelighed.

Hvis vi bruger disse kilder som 'levn' kan de fortælle os om de politiske virkemidler man brugte i Hitlers Tyskland og i Maos Kina. De fortæller altså hvordan man fra officiel side søgte at promovere forskellige politiske budskaber. De fortæller om hvordan man i de to lande ønskede at fremstille 'virkeligheden'.

Hvis vi derimod bruger disse to billeder som 'beretninger', dvs. som et vidnesbyrd om henholdsvis jøderne i Tyskland eller landsbrugsproduktionen i Kina, så er sagen en ganske anden.

Det er her KILDEKRITIKKEN ( eller den sunde fornuft) skal tages i anvendelse.

Normativ og deskriptiv

For officielle dokumenter og indskrifter, politiske taler og programtekster gælder det, at de kan betegnes som 'normative'. Det vil sige at de udtrykker en norm eller forventning eller et ønske om hvordan et eller andet 'bør' være. De er altså ikke nødvendigvist en skildring af virkeligheden, men snarere et udtryk for hvordan man ønsker at fremstille virkeligheden.

I modsætning til de normative kilder er de deskriptive eller berettende kilder. Dvs. tekster som prøver at beskrive en samtidig virkelighed.

Alle beretninger fra fortiden må nødvendigvis læses med visse forbehold. Først og fremmest må man sikre sig at kildeteksen er ægte, at den faktisk stammer fra den tid og den person som den udgiver sig for.

Første - og andenhåndsvidner

Dernæst er det vigtigt at fastslå om personen der beretter, selv har overværet den begivenhed eller det forhold som beskrives. Hvis dette er tilfældet, siger vi, at personen er et førstehåndsvidne. Førstehåndsvidner vil altid være at foretrække frem for anden- eller tredjehåndsvidner. Det er netop dette som vi kender fra H.C. Andersen histoie om "Den lille fjer der blev til fem høns".

Det er imidlertid ikke nok at den der beretter faktisk har været tilstede og overværet det der fortælles om. Vi ved alle at 'Alt afhænger af øjnene der ser'.

Det er derfor nødvendigt at stille en række grundlæggende spørgsmål til kilden og ikke mindst den person som har forfattet kilden, for på denne måde at forsøge at fastslå hvor repræsentativ eller troværdig den pågældende kilde er.

Man skal altså med andre ord prøve, at vurdere afsenderens evne, vilje og interesse i at fremstille en sag på en bestemt måde. Dette er målet for den historiske kildekritik - se nedenfor.

Denne karakteristik af kilderne må ikke forveksles med begreberne første og andenshåndsvidner.

Det handler derimod om, hvorvidt en kilde er afhængig eller uafhængig af andre kendte kilder. En primær kilde, er en kilde som ikke bygger på andre af os kendte kilder og således kan betragtes som en uafhængig kilde. Den primære kilde vil være tættere på begivenheden end andre sekundære kilder

En sekundær kilde er derimod en kilde som helt eller delvist bygger på eller referer til, andre eksisterende primære kilder. Der er således tale om at kilden er afhængig af andre kilder.

Det er imidlertid vores spørgsmål til kilden som afgør om kilden er primær eller sekundær.

Et eksempel:
"Vil du vide hvad der foregik på et bestemt møde for 100 år siden er mødereferatet en primær kilde.
Det samme er et dagbogsnotat skrevet af én der ikke selv deltog på mødet, men har hørt hvad der skete gennem en kollega.

Senere beskriver en historiker hvad der foregik på mødet ud fra de oplysninger der findes i dagbogsnotatet og mødereferatet.

Historikerens tekst er baseret på en førstehåndsberetning (referatet) og en andenhåndsberetning (dagbogsnotatet).

Begge beretninger er primære kilder (nærmest begivenheden), mens historikerens tekst er en sekundær kilde (baseret på oplysningerne fra primære kilder)."

Citeret fra http://historiebutik.saxo.ku.dk/kildekritik/kildekritikkens_ordbog/